Højtlæsning om skolestart

Min 5-årige skal starte i skole til januar. Lige efter juleferien. Hun glæder sig rigtig meget. Hun glæder sig nok mest til at komme over til alle kammeraterne fra børnehaven, men hun glæder sig også til at lære en masse.

Vi er stille og roligt startet op med at forberede hende. Det drejer sig både om de praktiske ting, men også rent fagligt. Jeg arbejder selv i indskolingen og kender derfor deres niveau. Ved at fylde på hende hjemme undgår vi at hun kommer for langt bagud fagligt i forhold til de børn, der startede her i august. Må hellere lige tilføje at det ikke er tvungen lektier vi laver med hende – jeg fylder kun på når hun selv efterspørger det. Det vil sige vi øver tal og bogstaver, skriver små ord, laver hovedregning og fylder på den almindelige almene viden (den har forældre en tendens til at glemme)

En anden hyggelig ting er højtlæsning. Hun elsker at høre historie og det er en fantastisk øvelse; at sidde stille, lytte og forstå. Jeg har købt et par nye bøger til hende. Den ene er “Dengang hr. Skæg startede i skole”. Vi er startet på den i dag og hun er fuldstændig opslugt af stakkels hr. Skæg, der er så bange inden skolestart. Bogen er skrevet på et fantastisk sprog og fuld af ord. Ikke som andre børnebøger, som ofte indeholder korte sætninger med meget let forståelige ord.

Jeg tænkte det kunne være hyggeligt at læse flere bøger med skolestart som tema, men hvilke vil i anbefale? Jeg har selv et par stykker i tankerne, men synes det er fedt med ny inspiration i stedet for altid at læse de samme bøger igen og igen. Jeg elsker at læse højt og ved også at børnene elsker det. En stund vi ofte prioriterer i en travl hverdag.

Mere underholdning på køreturen

Sidste dag skrev jeg et indlæg med ideer til underholdning på køreturen, hvor jeg linkede til forskellige lege børnene kan på bagsædet. I kan finde indlægget her.

I dette indlæg vil jeg nævne nogle af de lege vi leger når vi kører bil og som ikke kræver andet end lysten til at lege.

Lad os starte med en af vores favoritter; Jeg kan se … Der er en der starter legen med at sige; jeg kan se noget der er …. lad os sige firkantet i dette eksempel. Derefter er det op til de andre at gætte, hvad personen kan se. Vi må kun sige ting som vi ser på vores tur, så ofte er det specielle vejskilte, træer, buske, biler osv.

En anden variation er at lege; Hvem finder først …. Her starter jeg f.eks. med at sige; hvem finder først en bil med cykel på taget? Og så gælder det ellers om at være vågen. Den der først finder tingen vi leder efter får lov til at starte en ny omgang. Denne leg er vældig populær når vi kører bil.

Jeg tænker på et dyr … er også en rigtig god leg i bilen. Her lærer børnene hurtigt at stille ja/nej spørgsmål. Det er nemlig det eneste man må i denne leg. En vælger et bestemt dyr og det gælder derefter for resten af gætte dyret ved hjælp af ja/nej spørgsmål. Har den fire ben? Lever den i Danmark? Spiser den kød? o.s.v. ….

Med lidt større børn er det vildt sjovt at lege med sammensatte ord. Det har vi tit leget når vi som børn kørte i bil. Det går ud på at den første starter med et sammensat ord f.eks. motor-vej, så skal den næste starte sit sammensatte ord med vej, f.eks. vej-arbejde og så starter den næste sit ord med arbejde/arbejds- Legen slutter når man ikke kan komme på flere ord.

En leg som starter helt automatisk når vi sætter os ind i bilen er; Ambulance. Det er det samme som den gode gamle – gul bil – hvor det gælder om at slå sin sidekammerat når man ser en gul bil. Vores hedder bare ambulance og vi er rigtig hurtig til at spotte dem i trafikken.

 

 

 

 

Underholdning på køreturen

Inden længe står ferien for døren. Campingvognen bliver pakket, børnene bliver spændt fast i bilen og vi kører afsted på 3 ugers sommerferie. Turen går til Sverige og Norge – og vi glæder os. Jeg har udskrevet og lavet lidt forskelligt underholdning til køreturen. Sjov og samtidig lærende underholdning. Tænkte jeg lige ville dele med jer.

Jeg har fundet et spil bil-bingo her. Hvem finder først de forskellige ting og vinder dagens bil-bingo konkurrence? Jeg har lamineret arkene så de kan genbruges. Det kræver blot en whiteboard tusch.

Der findes også en anden sjov udgave af bil-bingo. Her får hver spiller en plade med plads til 9 tal. Spilleren noterer selv tal på pladen. Tallene skal være mellem 0-9, hvis det er for yngre spillere. Tallene findes ved at kigge på det bagerste tal på nummerpladen på de biler der overhaler. Hvis der spilles med større børn så kan man notere tallene fra 10-99 og kigge efter det første tal på nummerpladen f.eks. JU 55 321 – tallet er 55. I kan printe vores plade her – klik blot på billedet. Dette spil er perfekt til tal-træning hos de yngre børn.

Et andet sjovt spil til tidsfordriv er “Prik til prik”. Her gælder det om at tegne kvadrater. Hver gang man lukker en kvadrat må man skrive sit forbogstav. Hvem laver flest? Også her har vi lamineret så arket kan genbruges. Jeg har lamineret den nemme på den ene side og den svære på den anden side. I kan printe dem her. Dette spil kræver at man tænker for ellers serverer man alle kvadrater til sin modstander.

Følg med på bloggen – der kommer flere ferie-tips.

 

 

Spin dagens opgaver

Fidget spinner – ungerne elsker dem og vi andre synes ind imellem de er lidt for meget. Jeg så en kollega havde lavet fidget spinner opgaver til brug i skolen og tænkte det kunne være lidt sjovt at lave et par opgaver til ungerne her hjemme.

Den første jeg vil dele med jer består af to sider. På den første side finder i “Bevægelses” udgaven (fundet på http://thomasperch.dk). Tænker den er super når børnene leger i stuen. Mine børn elsker at træne og laver ofte forskellige øvelser til hinanden. Her er det ganske enkelt. Man klistrer en lille markering på fidget spinneren og drejer den. Der hvor pilen lander – den øvelse skal man lave. Derefter drejer næste barn spinneren – og imens den spinner skal den første lave øvelsen. Altså jeg lander f.eks. på den orange; hop. Min søn drejer spinneren og jeg hopper fra den starter til den står stille.

Den næste side indeholder en arbejdsplan. Her i huset skal alle hjælpe med de huslige pligter og ofte foregår det efter aftensmaden, hvor vi f.eks. tager 20 minutter, hvor alle arbejder. Vi er faktisk så præcise at vi sætter et ur til at ringe når tiden er gået. Jeg forestiller mig at børnene drejer spinneren, de tre opgaver den lander på skal de løse inden de har “fri”. På den måde bliver det helt tilfældigt.

Jeg arbejder videre på flere ideer……. men indtil da kan i se de to første sider HER

Leg & læring

Til daglig arbejder jeg som pædagog i en skole-fritidsordning. Ud over at være pædagog i sfo´en har jeg også timer i indskolingen. Jeg er utrolig glad for mit job og nyder kombinationen mellem skolepædagog og fritidspædagog. I skolen underviser jeg i natur & teknik, som jeg har læst som liniefag på fjernstudie (sammen med dansk). Ud over natur/teknik underviser jeg i svømning, idræt og bevægelsesbånd.

Jeg har altid været nysgerrig af natur. Jeg elsker at lære nye ting og har også altid været vild med at gå i skole. Mine egne børn er også glade for at lære nye ting og har utrolig let ved rigtig mange ting. Jeg ved ikke om dette skyldes arv eller miljø, men tror det er en god kombination af begge dele.

Jeg vil løbende, her på bloggen, dele ud af små ideer til leg & læring. Ideer som både kan bruges til små børn og før-skole-børn men også til de større børn. De fleste af mine ideer vil være inden for de store fag som dansk og matematik, men der vil også komme andre ideer.

Håber I har lyst til at læse med og lade jer inspirere til, hvordan man let kan lege sine børn klogere.