Vintergarderoben – 10 ting du skal huske

Vintergarderoben skal snart opdateres. Dagene bliver kortere og kortere og temperaturen falder langsomt. Inden længe kan vi pakke overgangstøjet ned og finde vintergarderoben frem. Men hvad skal sådan en garderobe egentlig indeholde?

vintergarderoben

Vintergarderoben ligger stadig pakket ned, men inden længe skal kasserne findes frem og garderoben skal opdateres med det der mangler. Her i huset har vi et lille afkrydsnings skema så jeg er sikker på at alle fire børn har udstyret i orden når de første vinterdage melder sin ankomst.

Vintergarderoben – min tjekliste
  •  Vinterjakke. En god varm vinterjakke er et must. Vi bruger jakken rigtig meget og derfor må den gerne både være pæn og praktisk.
  • Flyverdragt eller overtræksbukser. I år tror jeg kun det er yngste barnet på 4 jeg stadig kan lokke i en flyverdragt. Tænker at hende på knap 7 hellere vil have et par overtræksbukser, men kan også være hun kan se det smarte i en flyverdragt til skole/SFO brug. Jeg håber!
  • Handsker. Her i huset har vi et hav af handsker. Hver barn starter gerne ud med 2-3 par tynde fingerhandsker og et enkelt par tykke handsker/luffer. I løbet af vinteren bliver der suppleret op alt efter hvordan vejret arter sig.
  • Hue. En dejlig varm hue kan man ikke undvære. Det er lidt forskelligt, hvad der ligger i deres garderobe. De små har både tynde huer, strikhuer og elefant huer. Den ældste af pigerne på 10 år er vild med strikhuer og bruger dem rigtig meget og knægten tager kun en hue på, hvis det er virkelig koldt.
  • Støvler. En af de virkelig dyre poster. Vinterstøvler. De tre yngste udstyres gerne med et par varme termostøvler til leg i børnehaven og frikvarteret og så et par lidt pænere støvler til daglig men også pæn brug. I kender den der med at man helst vil undgå at slæbe børnene med til diverse arrangementer iført beskidte termostøvler ikke? Sådan har jeg det i hvert fald og derfor får de et par støvler der kan bruges når vi ikke skal ud og lege. Den ældste nægter at gå i støvler!
Og lidt flere punkter
  • Uld/ski-undertøj. Vi bruger det under tøjet på virkelig kolde dage, hvor vi skal udenfor. Det kan f.eks. være på skovtur, til julemarked eller andre udendørs arrangementer. Det er også lækkert at have på under tøjet når der skal bygges snemænd, kælkes osv. Det bliver også brugt under bmx køretøjet i vinterperioden så de kan holde varmen når de træner.
  • Pusser eller hjemmesko. Vi bor i et hus med gamle trægulve og de bliver utrolig kolde om vinteren, derfor er det rigtig lækkert at have et par varme pusser at hoppe i når man smider støvlerne. Det samme gælder i børnehave og skole, hvor de også må skifte til indesko. Vi bruger ofte sommerens sandaler i skolen, da de alligevel ikke kan passe dem næste sommer.
  • Gummistøvler og regntøj. Vi lader dette ligge i garderoben til de lidt lunere dage, men ofte foretrækker de at hoppe i flyverdragten og termostøvlerne.
  • Striktrøje eller fleecejakke. Mine børn har alle en ekstra trøje i deres vintergarderobe. Den er fin til transport i bilen og særligt de dage hvor flyverdragten nærmest kan stå selv! Ellers er den god som ekstra trøje under overtøjet på de virkelig kolde dage.
  • Striksokker/termosokker. Lækre hjemmestrikkede sokker er skønne på en kold dag. Hvis man er meget ude kan der være behov for et par ekstra sokker i støvlerne.
Hvad mangler vi i år?

Jeg har endnu ikke tømt den store kasse og tjekket op på, hvad vi mangler i år. Men jeg ved af erfaring at der skal købes nyt til de ældste. De vokser nemlig ud af deres vintergarderobe over sommeren. De små kan heldigvis arve en del fra de store.

Det foregår nemlig sådan at den store vinterkasse (som faktisk er en stor paptønde) tømmes på stuegulvet og så tager børnene det de kan passe (og vil bruge) Derefter krydser vi af, hvad de har og noterer hvad de mangler.

Jeg ved så at de nok alle skal have nye termostøvler og der er jeg godt nok i tvivl om, hvilke jeg skal vælge. Hvis I har gode erfaringer så sig endelig til.

Spar på penge på vintergarderoben

Jeg har købt en del fingerhandsker i forskellig størrelse i foråret da alle butikker solgte deres rester. På den måde fik jeg dem billigt og de ligger klar til de første kolde dage. Ud over det så arver de små fra de store. Det vil sige når ældste barnet ikke kan passe f.eks. sine handsker så prøver den næste i rækken om de passer. På den måde sparer vi rigtig mange penge på vintergarderoben. Og så lige et lille fif til alle jer andre; handsker behøver ikke passe sammen – de varmer stadig selvom de har hver sin farve! Hjemme hos os ryger single handskerne ikke ud, de bliver brugt sammen med de andre singler. Det er særligt i børnehaven, der mistes rigtig mange handsker og derfor har vi indførst genbrug af singler så vi ikke hele tiden skal ud og købe nye.

Find Superprinsessen på Pinterest

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.