Sommerafslutning, sommerafslutning & sommerafslutning

Tid til årets sommerafslutning. Jeg er nok ikke den eneste Mor med en ret så fyldt kalender de fleste af årets uger, men om muligt er den blevet endnu mere fyldt de næste uger. Lidt omkring livet som Mor til fire!

sommerafslutning

Billedet er fra sommerfest i SFO´en i sidste uge

Der er flere gange om året, hvor jeg mærker at jeg har fire børn. Men jeg har jo ikke bare fire børn – jeg har fire børn i fire forskellige institutioner. Det betyder bl.a. at jeg (og ja det er som regel altid mig) starter skoleåret op med fire forældremøder, som regel rammer de sammen i samme uge – og er jeg rigtig “heldig” er det den uge, hvor manden er på aftenarbejde, så jeg også lige skal sørge for pasning. Jeg må hellere lige forklare, hvordan det kan give fire forskellige institutioner; den yngste går i børnehave, den næste går i 0. klasse på en lille kommunal grundskole (hvor vi har valgt at flytte hende hen), den næste er i 3. klasse på en kommunal grundskole (den som vi hører til i forhold til bopæl) og den store går i 7. klasse på en overbygningsskole. Det giver fire institutioner på hver deres adresse.

Midt på efteråret er der skole/hjem-samtaler. Her er der heldigvis kun tre styk – endnu.

Sidst på året kommer der så fire gange juleafslutning; æbleskiver og forældrekaffe, juleklip, gudstjenester osv. Og vi forsøger selvfølgelig at deltage i det hele. Det er jo vores forældre-opgave.

Så starter et nyt år, hvor der som regel er lidt stille først på året. Men så kommer skole/hjem-samtalerne, klasse arrangementer, skolefester og teaterforestillinger.

Sommerafslutning

Og nu, hvor vi nærmer os sommerferie står der sommerfest på programmet. I datterens 3. klasse var vi så smarte at holde afslutning i starten af maj … men i næste uge skal jeg med knægten til laser games arrangement med klassekammeraterne fra 7. klasse mandag aften, tirsdag er der sommerafslutning med hende i 0. klasse og torsdag tager vi lige en sommerfest i børnehaven.

Jeg ved godt at det er tilladt at melde afbud og jeg ved at rigtig mange gør det. Men hvem af mine fire børn skal ikke have lov til at komme til sommerafslutning eller et andet klassearrangement? Jeg siger gerne at det ikke er mine børn, der har valgt at jeg/vi skulle have fire børn og at det derfor ikke skal gå ud over dem. Derfor prioriterer vi at deltage i det hele og viser dermed interesse i alle fire børns dagligdag.

Hvad gør I andre med alle de arrangementer der følger med når man får børn? Kunne være lidt sjovt at høre Jeres mening!

Følg SuperPrinsessen

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.