Skolestart

Skolestart er en kæmpe begivenhed, ikke kun for det nye skolebarn men også for forældrene. I går havde Prinsessen første skoledag og jeg er nu officielt mor til tre skolebørn. Hvor vildt er det lige? Jeg har samlet lidt fra dagen samt mine tanker omkring rullende skolestart til jer. Måske der sidder andre bag skærmen med børn der startede i skole senere end alle kammeraterne?

Prinsessen var så klar til skolestart. Hun har glædet sig og talt dage den sidste uge op til den store dag. Men inden jeg fortæller mere om den vellykkede dag må jeg hellere fortælle lidt mere om skolestrukturen. I vores kommune har man valgt at indføre rullende skolestart. Det er forskelligt fra distrikt til distrikt, hvor mange gange om året man ruller nye elever ind. Hos os er det to gange om året; den traditionelle i august og så den nye i januar. Jeg har tidligere skrevet lidt om vores valg med at udsætte skolestart. Vi har været glade for valget med at vente og det har gjort hende godt, men vi har ikke fået en roligere datter. Nok mere moden men stadig urolig. Men jeg er ikke i tvivl om at hun nok skal klare sig i skolen.

I august startede alle hendes venner fra børnehaven i skolen. De var tre børn der blev tilbage. De to andre har valgt at vente med skolestart til sommer så Caroline var eneste barn, der skulle starte i skole i går. Hun har inden jul været med i skole flere dage for at prøve det. Hun har haft en dag i ugen i 5-6 uger. På den måde har hun mødt lærer og elever inden skolestart.

Hun er startet op i 0. klasse, men er også tilknyttet en aldersintegreret klasse med elever fra 0., 1. og 2. klasse. Undervisningen i dansk og matematik foregår for det meste på egen årgang. Tysk og engelsk kan foregå både på årgang og på tværs. Idræt, natur/teknik, kristendom, billedkunst og musik har de i blandet årgang.

Skolestart

Nu tilbage til første skoledag i går. Alle elever var mødt i skole kl. 8 og kl. 9 skulle Caroline møde. Da hun ankommer til skolen har alle elever lavet en lang flag allé, som hun går igennem på vej op til klassen. Det var utrolig flot og hun blev helt rørt for første kommentar bagefter var “gjorde de alle det bare for mig?”

skolestart

Og ja det gjorde de! Efter velkomsten var der lidt hygge i klassen inden frikvarteret og derefter stod den på almindelig skoledag sammen med de 40 andre børn i indskolingen. Her bød skemaet både på billedkunst og dansk. Det var en meget glad og stolt pige vi puttede i seng i går aftes. Det der første skoledag er altså sejt!

Jeg kan så tilføje at dag nr 2 også er gået rigtig godt. Hun har både haft natur/teknik, dansk og kristendom i dag. Og hun glæder sig rigtig meget til at komme i skole igen i morgen.

Jeg har ikke været specielt bekymret omkring det at starte midt i skoleåret, men tænker det nok også skyldes at jeg selv underviser i indskolingen og derfor ved, hvad de har lært og derfor let kan hjælpe hende hjemme. For ingen tvivl om at der bliver ting at indhente, hvis hun vil med de andre videre til næste hold efter sommerferien, men fornemmer også at hun er klar til at lære og interesser er der. Og det er altså lysten der driver værket – sammen med trivsel. Et barn der trives lærer lettere end et der ikke gør. Så nu er det bare med at knokle på og hun har allerede stolt fortalt til aftensmaden at hun fik ros af læreren i dag fordi hun kunne nævne de 9 vokaler.

Hvordan fungerer det med skolestart rundt om hos jer andre? Det kunne være lidt sjovt at høre.

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.