Juletur til Aarhus

Vi stod tidlig op i går, pakkede børnene og det varme tøj i bilen og kørte på juletur til Aarhus. Vi havde en rigtig hyggelig dag og kom i den skønneste julestemning.  Sådan en juletur kan klart anbefales.

Vi startede dagen ud med en tur i gagaden. Hvilket altid er hyggeligt. Aarhus har en rigtig hyggelig gågade. I går var der bare rigtig mange der havde fået samme idé som os, hvilket gav et rigtig julemylder. Glad for at vi havde lånt en klapvogn til yngste Prinsessen. Men vi hyggede og fik kigget butikker.

Efter gågaden kørte vi til Tivoli Friheden. Første projekt blev at finde en p-plads til mini-bussen. Det lykkedes endelig efter flere omgange rundt i området. Der var rigtig mange mennesker i Tivoli men stemningen var hyggelig og ungerne var vilde. De blev udstyret med et turbånd og fik prøvet både pariserhjul, både og radiobiler.

Det blev stille og roligt mørkt. Vejret viste sig fra den gode side, men til sidst blev det småkoldt.

Fangede dette skønne billede af de to ældste på sejltur på søen. Der var pyntet utrolig flot op. Der var masser af små detaljer og utrolig meget lys. Virkelig smukt.

Det er lidt svært at fange lyset helt skarpt, men håber i kan fornemme stemningen.

Som det sidste inden turen atter gik hjemad fik alle fire børn en tur i den gamle karrusel. Den er så smuk og oser langt væk af nostalgi. Man kan rigtig forestille sig hvordan den har kørt rundt og rundt med rigtig mange børn i løbet af sin meget lange historie.

En super hyggelig dag sluttede med køretur hjem i regnvejr – og tre børn der faldt i søvn i bilen. Den 6-årige sov inden vi nåede ud til motorvejen! En fantastisk juletur.

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.