Udmeldt

Nye spændende udfordringer venter, men inden man kan springe ud i alt det nye er man nødt til at afslutte det gamle. Nye minder skal skabes imens gamle skal bevares.

Jeg har netop været på kommunens hjemmeside og meldt Caroline ud af børnehaven pr. 31. december. Det er vildt underligt at tænke på at min lille pige snart skal være skolebarn. Jeg er ikke i tvivl om at hun glæder sig og jeg er også sikker på at hun kommer til at elske skolen, men jeg ved også at det bliver hårdt for hende.

Caroline startede i børnehave da hun var 2,9 år. Hun elskede fra dag et at være der. Hun legede og havde det sjovt. Det første år gik rigtig godt. Året efter begyndte det at halte. Personalet blev skiftet ud og der var ofte vikarer på arbejde. Der blev afprøvet nye pædagogiske metoder men uden det store held. Man droppede de faste rammer og lod børnene “flyve”. Det fungerede ikke og vores lille pige blev påvirket af det og blev meget urolig. Hun sad aldrig stille og løb altid rundt i hele institutionen. Sommeren før hun fyldte fem flyttede hun op i den ældste gruppe, men her oplevede vi gang på gang at pædagogerne sorterede hende fra. Hun deltog aldrig når de f.eks. gik på biblioteket med en mindre gruppe af de ældste børn. Vi prøvede at snakke med pædagogerne omkring problematikken men de sagde bare at de ikke vurdere hende til at være et kommende skolebarn. Jeg sagde ofte at det jo ikke gjorde det lettere at hun aldrig deltog i før-skole-aktiviteter. Da vi nåede september havde vi fået nok og efter efterårsferien sidste år – og lige inden hendes 5 års fødselsdag – flyttede vi Caroline til en anden børnehave.

I den nye børnehave er børnene opdelt på stuer. En stue pr. alder. Det vil sige hver år til sommerferien rykker de et niveau op. Caroline startede i før-skole-gruppen og det tog lige nøjagtig 14 dage så havde vi et andet barn. Hun nød at der igen var struktur og at der var skal og må aktiviteter. Pædagogerne kom på noget af et arbejde men det lykkedes dem at lære hende at sidde stille i en rundkreds uden en voksen ved sin side og så lærte hun en for mig rigtig vigtig ting; hun fik venner. De andre børn tog imod hende med åbne arme og hun blev hurtigt en populær pige i flokken.

Da vi nåede foråret ´17 var vi til samtale i børnehaven og vi blev enige om at udsætte skolestart til januar ´18. Caroline er langt fremme fagligt, men pædagogerne ville gerne have et halvt år mere til at styrke hendes modenhed. Alt det hun ikke fik lært i den gamle børnehave fordi hun fik lov til at flyve rundt er nu efterhånden indhentet. Hun stor trives i børnehaven men glæder sig også rigtig meget til at komme i skole, over til alle vennerne som startede i august. Skolestrukturen passer godt til hende, men det bliver hårdt at sidde stille og tie stille. Men jeg føler hun er klar og robust nok til at tage de nye udfordringer.

Så nu har jeg meldt hende ud af børnehaven og d. 3. januar ´18 har hun første skoledag. Det bliver en stor dag – men først skal der fejres 6 års fødselsdag i næste uge!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.