Fritidsinteresser

Går jeres børn til noget efter børnehave og skole eller har i droppet den del i en travl hverdag? Jeg kunne godt tænke mig at høre hvordan i prioriterer fritidsinteresser, er der et max pr barn eller kommer det an på prisen?

Her i huset går alle fire børn til noget i fritiden. Eller lige nu er det kun de tre ældste, da gymnastik er afsluttet. Det tager rigtig meget tid og kræver en hel del koordinering. Især de uger, hvor manden arbejder eftermiddag/aften.

Den yngste, på 2 år, gik til gymnastik i vinterperioden. Det var første år på forældre/barn holdet og hun var vild med det. Jeg tænker vi melder hende til gymnastik igen til efteråret. Her i sommerperioden er hun ikke tilmeldt noget, men træner på hendes strider (løbecykel) som hun har arvet efter storesøster.

Den næste, på 5 år, gik også til gymnastik. Hun var på puslingeholdet sammen med de andre børnehavebørn. Her i foråret er hun hoppet fra strider til bmx cykel og er begyndt at træne på banen.

Hende på 8 år gik også til gymnastik. Hun var på rytme/spring hold. Her i sommerperioden kører hun BMX, hvilket hun har gjort i godt 3 år efterhånden. Hun træner to gange halvanden time hver uge (marts til oktober) – og kører løb i weekenden. Ud over bmx og gymnastik så går hun også til knipling. Det er en ny interesse og stik modsat den drengepige vi normalt møder. Dette fine hjerte var noget af det første hun lavede.

Den ældste kører også BMX. Han startede for 7 år siden og elsker sin cykel. Han træner lige som lillesøster 2 gange i ugen + løb i weekenden. Han træner rigtig meget teknik på sin cykel her hjemme. Ud over BMX går han til skydning.

Vores børn får lov til at vælge de aktiviteter de gerne vil deltage i. I sommerperioden fylder bmx rigtig meget og derfor er der ikke tid til så meget andet. I vinterperioden har vi derfor tid til at komme afsted til andre aktiviteter, hvilket kommer især de små til gode. Vi satser dog på at de også bliver “smittet” og hopper på bmx-cyklen.

Hvad går jeres børn til og hvem har valgt ?

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.